»Grundtanken er den enkle, at medens det tid
ligere, under Liberalismen, kunde lade sig gøre
at overlade Kontrollen med Forvaltningen til
Domstolene, fordi Forvaltningen hovedsagelig
handlede indenfor klare Retsreglers Grænser,
saa er en saadan Ordning utilfredsstillende nu,
fordi Forvaltningen i stigende Grad faar over
ladt omfattende og ubestemte Bemyndigelser.«
A L F R O S S : Hvorfor Demokrati. NNF 1967 332.

Praksis for partshøring i kommunal praksis bør diskuteres. Sagen er,  partshøring  kan dække over møder, der kan få forhørslignende karakter.
Centralt her i denne artikel er spørgsmålet om, hvornår parten skal stifte bekendtskab med sagens akter. Der kan holdes  mundtlig eller skriftlig partshøring.  Kommunens praksis er at forelægge oplysninger, forvaltningen har været i besiddelse af i længere tid, i mundtlig form på et mundtligt  “partshøringsmøde”; jo mere belastende oplysninger, konfrontationen indebærer, des mere får den karaktér af at være et forhør.

På den anden side er tilbageholdelse af informationer (husk notatpligten jf Offentlighedslovens § 13.) Når forvaltningen allerede er i besiddelse af informationer, der påtænkes anvendt imod borgeren, og borgeren har løbende aktindsigt, skal oplysningerne naturligvis stilles skriftligt til rådighed uden forsinkelse.

Derved konfronteres parten med nye oplysninger på mødet og kan blive overrumplet af disse. Mødets karakter kommer til at ligne et forhør eller en afhøring. Dermed mistes hensynet til borgeren og uskyldsformodningen i sager, der handler om tvangsindgreb udenfor strafferetsplejen.

Mit eget forslag til definition lyder: I forbindelse med bebyrdende forvaltningsakter har parten i en sag  krav på at stifte bekendtskab med  sagens akter. (FVL § 9, stk.1).,. Før der træffes en afgørelse har parten ret til at fremsætte en udtalelse. jf.FVL  § 9 b, stk.1.  og efterfølgende imødegå forvaltningens påstande, kontradiktion.

I sager, der fungerer som bebyrdende forvaltningsakter,  ligger hele bevisbyrden i forvaltningen. Lige så klart er det, at bevisbyrde og ansvaret for sagens oplysning (officialmaksimen)  ligger hos forvaltningen alene.  Det er således også klart. at alle skøn og vurderinger skal være juridisk relevante og adækvate, samtidig med at de underliggende påstande og udsagn skal være sande.

Kontradiktionsadgangens centrale funktion er at indbyde parten til at bidrage til, at mulige usande påstande ændres, så den endelige afgørelse hviler på juridisk relevante og sande (“rigitge”)  fremstillinger af sagen.

Hensigten her er ikke at hænge Skanderborg Kommune særligt ud. Men når kommunen befinder sig i den retsvildfarelse, at der ikke er forskel på en partshøring og et forhør, hvor forvaltningen smækker nye anklager i hovedet på borgeren, før der afgøres nye indgreb,  strider det mod afgørende garantiforskrifter-   Den indstilling har intet med grundtanken at gøre: At træffe afgørelser, der hviler på et oplyst grundlag, og hvor processen beskytter borgeren mod vilkårlige overgreb.

Det bagvedliggende problem hedder forforståelse eller confirmation bias. Vejen fra beslutning, der for længe siden er truffet uformelt i forvaltningen for lukkede døre , til en formel afgørelse, der herefter gennemtrumfes, er reduceret til teater. Det fysiske fremmøde, hvor ofret kommer til forhør, bliver en slags forhåndsorientering om en straf.

Ombudsmanden skriver:

https://www.ombudsmanden.dk/find-viden/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/9-partshoering

.