Mange har forestillinger om de forældre der får tvangsbortadopteret deres  børn – og forestillinger om at der stilles store krav til sagsbehandlingen og de psykologiske undersøgelser der har sandsynliggjort at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for børnene.

Faktum er desværre at retssikkerheden og kvaliteten i såvel sagsbehandlingen som i undersøgelserne efterhånden er skræmmende.

Hvor ofte sidder vi ikke med sager hvor indstillingen ikke lever op til lovens krav – man forventer at enten vil det særlige Børn- og Ungeudvalg, Ankestyrelsen eller Retten ikke godkende indstillingen.

Men de er desværre ligeglade.

Ankestyrelsen kan måske komme med en bemærkning til kommunen om at det ikke helt er godt nok, men alligevel træffe beslutning om frigivelse til bortadoption.

Herefter matches barnet med en kommende adoptanter og barnet flyttes.

Når man så 3-9 måneder senere står i retten og kæmper med og for forældrene, har jeg oplevet at høre at “adoptionen skal godkendes fordi barnet allerede er flyttet”.Altså kan man egentlig påstå at adgangen til at prøve sagen er fuldstændig illusorisk.

Og det er den på en måde også – for hvilken dommer ønsker at ophæve

Ankestyrelsens afgørelse om frigivelse til bortadoption, for så at byde barnet h*n måske skal flyttes endnu engang?

Jeg har oplevet at sagsbehandler (dokumenteret!) direkte har løjet, for at fjerne barnet fra forældrene direkte fra fødegangen.

I samme familie bemærkede den børnesagkyndige i Ankestyrelsen (som enten er psykolog eller psykiater) at man bør vente med at lave en psykologisk undersøgelse af moren til hun havde fået bearbejdet sin fortid – da resultatet ellers ikke ville være retvisende. Alligevel sættes der en undersøgelse igang kort efter – en undersøgelse som Ankestyrelsen så få måneder senere alligevel godtager, selvom det gik imod deres egen anbefaling! Ankestyrelsen frigav herefter barnet til bortadoption.

Har også repræsenteret en forælder der har flere børn. De ældste børn har aldrig været anbragt uden for hjemmet. Eneste bekymring i forhold til disse skyldtes iboende vanskeligheder hos et af børnene. Forælderen har af flere årsager haft nogle få hårde år grundet udefrakommende omstændigheder og mens denne forælder var i begyndende fase til at få fodfæste igen, skal der laves en psykologisk undersøgelse der stempler forælderen “ude”… Det yngste barn (efternøler) blev frigivet til bortadoption.

Undersøgelserne der anvendes i sagerne varierer i den grad i kvalitet. Nogle undersøgelser er fyldestgørende og der har været anvendt valide tests. Andre undersøgelser er yderst overfladiske og er primært bygget op om tests som Socialstyrelsen i deres vejledninger om undersøgelser kvalificerer som ikke værende valide og kun indirekte måler forældreevne. Alligevel godkendes disse undersøgelser.I nogle tilfælde har psykologen ikke set forældrene med barnet eller tilbragt mere end 3-5 timer samlet med forældrene.

Der er ingen minimumskrav til undersøgelserne, og retningslinjerne for udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser følges sjældent

Nu har man tilmed fundet ud af at disse undersøgelser ikke kan anvendes på grønlændere, da undersøgelserne er bygget op om vestlig kultur. Der er lovændringer på vej… men hvad med de børn der allerede er bortadopteret?

Forældrene kan henvende sig til psykolognævnet hvis de mener at psykologen ikke har overholdt sine pligter i forbindelse med undersøgelsen. Problemet er at forældrene ikke er part i den sag, ligesom psykolognævnets sagsbehandlingstid overstiger adoptionssagens sagsbehandlingstid. Får psykologen kritik sker det typisk efter barnet er bortadopteret

Jeg er skræmt fra vid og sans. Kan vi byde vores borgere – vores børn – at noget så indgribende som bortadoption er behandles så ligegyldigt og overfladisk? Der stilles væsentlig større krav til sagsbehandlingen før en borger idømmes fængsel i blot 30 dage end hvis man vil bortadoptere et barn. Hvad ville du helst?

Jeg tror det kun er et spørgsmål om tid før Danmark dømmes ved menneskerettighedsdomstolen grundet netop disse sager.

Om 20-30 år har vi måske endda en statsminister der undskylder…

Der findes uden tvivl børn der har bedst af at blive adopteret af andre. Men vi skal være sikre før det sker. Og vi skal overholde gældende regler. Der skal være ordentlighed og grundighed i sagsbehandlingen. Det er der ikke i dag!