I et demokrati ville alle individer have været stillet lige overfor myndighedernes magtudøvelse. Men i Danmark bliver mennesker med anden kulturbaggrund og navnlig andet modersmål ladt stikken i det allermest alvorlige sager, for eksempel tvangsfjernelser og anklager om socialt bedrageri. De har krav efter dansk ret på at få oversat (ikke tolket) dokumenterne til deres eget sprog. Men det gider kommunerne ikke. Derfor er disse udlændinge ikke bare statister i deres egen sag. De er henvist til tilskuerpladserne

Oversættelse skal ikke erstattes af tolkning

Her:
Oversættelse er altid skriftlig

Tolkning er mundtlig

 

 

 

 

Her kommer det juridiske fortolkningsbidrag

 

Jeg oplever igen i enhver diskussion om fremmedsprogedes mulighed for at varetage deres interesser i deres sag med kommunerne.

 

 

De får aldrig oversat deres dokumenter til  modersmålet. Det har de juridisk krav på.

 

Ved bebyrdende forvaltningsakter

Når det handler om sager i jobcentre eller kommunale familieafdelinger mm, så behandles der  individuelle sager, der  kan ende med sanktioner eller tvangsindgreb. (fratræk i kontanthjælp, tvangsfjernelse, bøde). Dette kaldes under ét “bebyrdende forvaltningsakter”  eller i forvaltningslovens forstand “til ugunst for parten”.  Man kan måske også kalde det strafkarakter.

Kravet udledes fra Forvaltningslovens §  7, stk.1.

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

 

Justitsministeriet har udsendt en Vejledning til Forvaltningsloven. Om tolkning og oversættelse hedder det  her bl.a. :

“32. Det må antages at følge af bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningens undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndighederne i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse til myndighederne om sager, der skal tages under behandling af myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.”

Folketingets Ombudsmand skriver herom: https://www.retsinformation.dk/eli/fob/2002/194 , hvor det b.la. hedder:

“Som anført i ombudsmandens beretning for 1990, s. 240ff. antages det at følge af bestemmelsen om myndighedernes vejledningspligt og af officialmaksimen, at forvaltningsmyndigheder i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at blive forstået af udlændinge, hvis sag myndighederne behandler. Ombudsmanden har i beretningen fra 1990 endvidere antaget, at vejledningspligten særligt gælder i tilfælde, hvor den pågældende udlænding ikke har kendskab til, at der verserer en sag.

I den konkrete sag, som lå til grund for udtalelsen i beretningen fra 1990, antog ombudsmanden, at myndigheden havde begået en vejledningsfejl ved at forholde sig passivt. Myndigheden burde således have undersøgt, om den pågældende udlænding, som var af tyrkisk afstamning og havde et tyrkiskklingende navn, havde mulighed for at forstå/få oversat myndighedens henvendelser.   ”

Den vigtige sag, som ligger på Retsinformation 1990.240, kan du finde her  .

Her hedder det bl.a.

 

“Efter forvaltningsloven, som trådte i kraft den 1. januar 1987, har myndighederne en vejlednings- og bistandspligt over for personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. § 7, stk. 1.

Ifølge Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32, må det antages at følge af bestemmelsen om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningers undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndigheder i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling af myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.”

Analogt hertil gælder, at udlændingen også skal være  klar over, hvad en sag, fx. om mulig anbringelse, handler om.

 

Det følger af grundlæggende forvaltningsretlige regler, at jo mere en afgørelse ligner en straf, (bebyrdende forvaltningsakt) , des mere skal individet beskyttes mod vilkårlighed og fejl. (Officialmaksimen, legalitetsprincippet, proportionalitet.) Hvad angår sagens “faktiske oplysninger”, skal udlændingen have samme ret til at modsige falske påstande som alle andre borgere. Det hedder i sådanne sager “kontradiktion” på juridisk.

Kort sagt:  Kommunen og dens indbyggede nævn må ikke træffe afgørelser, der hviler på falske påstande. Derfor skal alle, uanset deres kulturbaggrund og modersmål have samme vejledningskvalitet på et sprog, de kan forstå. Det indebærer, at falske påstande, der stammer fra misforståelser, skal kunne blive rettet.

Efter den juridiske teori kan sagsbehandlingen være skriftlig eller mundtlig – navnlig i de ældre lærebøger.

Men såden er det ikke i praksis. Vi har skriftlighed i forvaltningen. Møderne i kommunen har enten karakter af orientering eller af forhør eller afhøring. Ved sådanne møder er tolkning naturligvis nødvendig.

Men handler det om de faktiske påstande, der går forud for en afgørelse, kan udlændingen kun sjældent tage stilling til dem. I teorien handler adgangen til at rette faktiske falske påstande om påstandene alene, uden set i sammenhæng med den juridiske sagsfremstilling.

Men de faktiske påstande, individet skal have adgang til at rette, skal være “væsentlige”. Det vil på dansk sige, at de sandsynligvis har betydning for den kommende afgørelse. Efter min personlige opfattelse kommer Vejledningspligten og dermed også spørgsmålet om oversættelse også til at handle om danske retsregler.

 

Juridisk Konklusion

Kommunernes forvaltninger bruger så lidt oversættelse, at det ikke er værd at tale om. Der oversættes snarere aldrig end sjældent. Derved lider udlændinge, herunder flygtninge, indrejste EU-borgere, færinger og grønlændere muligvis i stribevis af retstab

Jeg vil sende et brev til Indenrigsministeren, Beskæftigelsesministeren, og Socialministeren om, hvad de vil gøre for at tilsikre, at alle får samme rettigheder i sager om bebyrdende forvaltningsakter.

Selvom der er tale om ikke helt håndfaste principper og regler. Hvis en person ikke kan læse på sit modersmål, må indtaling efter lydbogsprincippet kunne gøre det. På jurask hedder det tit “konkret vurdering”. Det betyder på dansk noget i retning af: Hvis personen kan læse og måske skrive på sit modersmål, og hvis sagen lægger op til sanktioner eller meddeler pligter, der forventes overholdt, så skal der oversættes til vedkommendes modersmål.
Hvis  altså kommunen ikke vil overholde gældende ret.

 

 

 

 

Oversættelse og tolkning

Alt muligt beror på en konkret vurdering, således også, når det handler om, hvorvidt sproglig bistand er nødvendig, og tilsvarende, om der skal oversættes eller tolkes.

Jeg foreslår her: Hvad der er skriftligt i form af sagsakter, notater og udtalelser med videre på dansk, skal i almindelig oversættes til tekst på et sprog, som den pågældende forstår som skriftsprog. Hvis det handler om sproglig bistand på møder, bør dette ske i form af tolkning.

Det skøn, forvaltningen skal udøve, beror så på tre kriterier: Konkret væsentlighed, indgribende karakter, den pågældendes sprogfærdighed.

Konkret væsentlighed

Al skriftlig information, der kan tænkes at indgå på nogen måde i en senere afgørelse, skal oversættes. Det må være hovedreglen, Det skal dog forstå¨sådan, at alt, hvad der foreligger på skrift, bør  oversættes.
Da standardbreve jo kun skal oversættes een gang til det pågældende sprog, er det sikkert en god idé at lade alle standardbreve oversætte til de sprog, der typisk kan være brug for.

Ved konkret væsentlighed forstås, at alle faktiske informationer, der indgår i sagen, og som derfor er omfattet af adgang til berigtigelse enten gennem GDPR eller gennem kontradiktion, skal oversættes – som et absolut minimum.

 

Indgribende karakter

Alle sager, der indeholder beslutningsprocesser op til mulige  bebyrdende forvaltningsafgørelser skal oversættes. I nogle tilfælde vil oversættelse på skrift eventuelt fremsendes som lydfil på vedkommendes modersmål.

Udlændingens sprogfærdighed og -forståelse

En del udlændinge taler og læser dansk på et højt niveau, også langt over de obligatoriske sprogprøver, der aflægges sm trin på vejen mod erhvervelse af dansk statsborgerskab. At have bestået en sådan prøve må okke indgå i vurderingen af den pågældendes sprogfærdighed. Der skal kunne læses dansk på et nuanceret og præciseret niveau, hvis man i skønnet skal konkludere, at den pågældendes sproglige dansk overflødiggør behovet for oversættelse.

 

 

 

 

Indvendingen mødes med stor ligegyldighed, som om tolkning og oversættelse skulle være det samme. Man kan også se det, dels i forbindelse med interviews. Både journalist og talsmanden for myndigheden glider over i en fremstilling, som om tolkning kan erstatte oversættelse af sagens dokumenter.

Derfor bør alle, der arbejder i dagligdagen, vise større interesse for forskellen mellem oversættelse og tolkning.
Navnlig i et land, hvor vi mener, alle skal kunne skrive og læse. Fordelen ved den skriftlige form er, at den ikke forsvinder ud i luften. Man kan sætte sig og læse, hvad der står. Det kan man ikke med en udtalelse ud i luften fra et møde fra 14 dage siden. Dertil kommer, at det der står i den skrkiftlige form, er en anden del af den typiske proces i forvaltningen sammen med  borgeren.