Offentligt omsorgssvigt

Tvangsfjernelse af ukrainsk flygtning i Danmark

”Forståelse er en rejse ind i den andens land” (Henrik Nordbrandt)

.

Mariopol marts 2022: Forestil dig, hvad en en mor og hendes 6-årige dreng kan have oplevet, før de flygtede til Danmark. Stank af lig i ruinerne, lejligheden er væk. 7 meter dybe bombekratere, hvor der var fortov og hus. Affald, der falder ned og mennesker, levende eller døde i krateret. De to er alene, faderen døde ved et trafikuheld året før.

 

En kommune i Jylland, 2024

Offentligt omsorgssvigt.

Jeg kom ind i sagen på et langt senere tidspunkt . Drengen blev tvangsfjernet til en dansk plejefamilie for mere end et år siden. Dermed blev den eneste relation, der overhovedet spiller nogen rolle i de to menneskers liv brutalt afbrudt. Normalt vedrører omsorgssvigt de personlige relationer mellem et barn og dets forældre.

Men her kan man tale om et offentligt omsorgssvigt.

Elefanten i rummet hedder PTSD. Mor og barn var som flygtninge overladt til en afgrundsdyb og uendelig, gensidig afhængighed. Hvad de har på hver deres nethinder og hukommelser af rædsler, kan vi kun gisne om. Det offentlige omsorgssvigt ses i den manglende helhedsforståelse for deres situation og i vrangforestillinger om, hvad der er bedst for mor og barn.

De er isolerede, ene om et sprogligt-menneskeligt fællesskab, en fælles lidelsestung skæbne, hvor det at have haft hinanden kunnet have hjulpet dem på ret kurs. Nu er den livlinje revet over Skæbnefællesskabet indgår slet ikke i beslutningsgrundlaget for tvangsfjernelsen.

Helhedsvurderingen  viger for detaljen:

 

Underretninger er normalt rygraden i det administrative system, der producerer anbringelser udenfor hjemmet. Underretninger er detaljer, specifikke observationer.  Heroverfor står der et juridisk krav om  helhedsvurdering i  Barnets Lov § 27.  .

Underretninger  kan normalt være egnede til at henlede forvaltningernes opmærksomhed på det unormale. Ingen skal bestride, at systemet i nogle tilfælde kan være egnet til at indsamle observationer, der er velbegrundede i sager om anbringelse udenfor hjemmet. Men kravet om forståelse for hele situationen og ikke småstykker burde være udgangspunktet.

 

Risikoen ved den detailorienterede  rutine er, at alt, hvad der i danske misselklasseøjne er afvigende, pådrager sig opmærksomhed og  rubriceres som forkert. Men disse afvigelser udgør jo ikke andet end dele af helheden.

Her bliver de forkerte: De er ukrainere, flygtninge og PTSD-ramte. Det burde være det juridiske udgangspunkt. Hvis man overser, at der kunne tænkes at være sammenhæng mellem deres traumatiske oplevelser og deres registrerede adfærd i lang tid efter, så lander man i massive fejlvurderinger, også juridisk.

Det bliver til: “Duer ikke, pist væk.” De taler ikke dansk, de læser ikke de breve på dansk, de får tilsendt, og de er sikkert dumme, når de ikke kan forstå, hvad der ventes af dem her i landet.

En dag brød politiet uventet ind i lejligheden for at tvangsfjerne sønnen. Moderen var overrumplet og satte sig til modværge overfor betjentene for at beskytte sin dreng. Hun var uforberedt og havde ikke kunnet læse eller forstå optakten. Nu, mere end et år efter har episoden oven i kostet moderen en dom på 60 dages fængsel med den konsekvens, at hun nu er selvmordstruet. Dommen er anket.

Forvaltningen forstår ikke PTSD. Den føler heller ikke, at det har noget med anbringelsessagen at gøre.  Man behøver ikke være psykolog for at forstå de simple grundregler for omgang med mennesker, der må formodes at lide af PTSD. ”Ro på”, ”lad være med at skræmme”, ”undlad at stille for store krav”, ”find de positive, stimulerende aspekter i deres liv”, etablér deres udvikling som en lang proces uden hurtige resultater”, ”tal langsomt og lad være med at afbryde”, ”lyt meget og sæt kun forsigtig dagsorden.”

Disse anbefalinger indgår overhovedet ikke i forvaltningens situationsforståelse og normaladfærd.  De ligger udenfor fatteevnen, ligesom dansk forvaltningsrets krav også gør det. Møder ligner forhør.

Drengens lidelser er – såvidt jeg er orienteret – også ubehandlede, og han bor hos en dansk plejefamilie og mister derved sit sprog som kontakt til sin mor. Det er administrativt omsorgssvigt.

Det efterlader begge med en grænseløs fornemmelse af forladthed, ensomhed og oplevelse af fordømmelse og forkerthed.

For begge de to PTSD-ramte ville skæbnefællesskabet have været det mest positive og stimulerende, stedet hvorfra håb kunne have vokset. Men med kommunens rutineprægede og afgrænsede  menneskesyn er denne mulighed kvalt i et spøgelsesnet af manglende empati. Sikkert i en eller anden afart af den bedste mening. ”Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter”, hedder det.

De ligger i sagen to tvivlsomme to påstande som begrundelse for tvangsfjernelsen: Druk og vold, bekymring for tilbagefald. Men der har ingen vold været. Og moren har i en lille kort periode indtaget op til fem genstande i døgnet. Ellers slet ingenting, hverken før eller siden. Hvis forvaltningsretlige grundregler havde været gældende i kommunen, ville begrundelserne være ugyldige. Det er forvaltningen, der skal løfte bevisbyrden. Det har den ikke gjort. Voldssagen er endt i tiltalefrafald. Der har aldrig været noget spiritusmisbrug i Sundhedsstyrelsens forstand. Derfor har der heller aldrig været nogen risiko for ”tilbagefald”.

Adskillelsen smadrer og ødelægger to menneskers liv.

Jeg har som partsrepræsentant for moderen forgæves forsøgt på at få etableret PTSD-behandling. Hun kunne have været tilbudt gratis behandling af flygtninge under RCT, der netop behandler PTSD-ramte flygtninge. Det har kommunen nu ikke ønsket, hverken for moderen eller drengen.

Forvaltningen kører efter normaliteten. Sprogkurser, sætte dåser op i Brugsen for overgangsydelse på 6.000 kroner om måneden før skat. Moderen har ikke råd til at tage til hospitalet 40 km væk. En ting er forladthedens rædsler. En anden er de normales evne til at lukke øjnene for den utrolige fattigdom, nogle måske endnu ikke-danske mennesker efterlades i i det rige Danmark.

Moderen er tilskuer i sin egen sag. Hun er ikke på scenen, hverken som skuespiller eller statist. Efter forvaltningsloven havde hun ellers krav på, at de nødvendige dokumenter i hendes sag oversættes til hendes sprog. Ikke ét dokument er blevet oversat. Så hver gang, hun skal sætte sig ind i noget, der bare er en lille smule informativt eller nuanceret, så er hun chanceløs, efterladt og grænseløst forladt. Det er offentligt omsorgssvigt.

Det er et grundprincip i dansk jura, at mennesket har ret til ”kontradiktion”. Det vil sige ret til at gå imod forvaltningen, navnlig få rettet falske oplysninger af betydning for en kommende afgørelse.

Hverken mor eller søn har haft adgang til kontradiktion.

Jeg er dansker og tilknyttet SDU som gæsteforsker, men jeg kan hverken russisk eller ukrainsk. Og så skal man forstå den PTSD-ramtes i nogle tilfælde spontane adfærd. Og lad være med at forvente, at en PTSD- lidende flygtning handler rationelt.

Kommunal nulfejlskultur og confirmation bias og glemt helehedsvurdering. Det her er et tilfælde af offentligt omsorgssvigt.

1. Faktaboks 1 og 2

1 Omsorg

Ved omsorg i forældre-barn-forholdet forstås her:

Tilstedeværelse, tilknytning, opmærksomhed på fysiske og psykiske behov, og stimulation og opmuntring til at lære omgivelserne at kende

Omsorgssvigt på familieplan
Fravær, manglende interesse manglende stimulation, afbrydelse af tilknytning eller trusler .
Straf med fysisk og psykisk vold.

2 Sådan behandler du mennesker med PTSD
Lyt uden at dømme, uden at afbryde .

Uddan dig selv: Prøv på at forstå, hvad personen går igennem

Tålmodighed: giv din støtte uden at presse

Tilskynd til behandling:

Sørg for at passe på din egen mentale sundhed