Resumé

Myndighederne skal træffe rigtige afgørelser. Hvis an afgørelse er helt forkert og meget ugunstig for et individ, kan den erklæres ugyldig. Omgørelse indebærer, tilstanden fra før den skadelige og forkerte  afgørelse blev truffet.  Det er klart, at jo længere tid, der går, des sværere kan retablering være, og des mere kan situationen være forandre. Et særligt aspekt her er, hvilket tidsperspektiv begrundelserne for de forkerte afgørelser anlægger i deres bedømmelserne.
Hvis øjebliksvurderingen er ændret, risikerer man, at hensynet til at inddrage den oprindelige afgørelse ignoreres. En ny dom skal vist studeres nøjere.

 

Indledning

Dette  er en diskuterende, retspolitisk, retsdogmatisk artikel der søger at pege på de problemer, jeg møder i praksis.

 

 

Kommunerne  har ret til at straffe borgere, eller måske udsætte mennesker for afgørelser, der opleves som dybe, straflignende indgreb i deres liv. På juridisk hedder det “Tvangsindgreb udenfor strafferetsplejen“.

I normal forvaltningsret er det uproblematisk, at en afgørelse har retlig gyldighed, straks når den træffes, også når det vedrører det enkelte menneske. Hvis det handler om at få lov til at bygge et cykelskur, vil en dispensation eller et afslag, uanset hvordan det føles, handle om “begunstigende forvaltningsakter.” Ansøgeren kan måske anke afgørelsen til en ankeinstans og få medhold der.

Men når det handler om sanktioner og bøder, tvangsfjernelser og lignende så handler det om “bebyrdende forvaltningsakter“.

Efter den forvaltningsretlige teori skulle individer i den situation have krav på en særlig beskyttet retsstilling. Kravene til kvaliteten i sagernes oplysning skulle stige markant, så der ikke må indgå falske påstande til grund for de udøvede skøn og vurderinger.

Centrale retsgarantier sættes ud af kraft. Det handler fx. om ugyldighedslæren. Når en afgørelse hviler på et tilstrækkeligt falsk grundlag,  skal den omgøres. Men med de lange sagsbehandlingstider er den situation, der skal gribes ind i, anderledes end den var i en fjern fortid, da den usaglige afgørelse blev truffet og fuldbyrdet.

I strafferetten afventer straffuldbyrdelsen, indtil der er faldet en “endelig dom”, dvs. til den ikke er anket, eller typisk landsretten har pådømt sagen.

Analogien til strafferetten holder kun delvis, fordi den mulige forbrydelse jo er foregået i fortiden. Ganske vist bygger beslutninger om anbringelse også delvist eller helt på observationer forud for tvangsindsgrebet, men hjemlen ligger i bekymringer for barnets fremtidige udvikling.

Kun i meget få tilfælde gælder der opsættende virkning i den kommunale magtudøvelse overfor borgeren.

Artiklen søger at rejse det spørgsmål, om lovgivningen vedr. tvangsindgreb udenfor strafferetsplejen i nogle tilfælde bør ændres, så der indføres opsættende virkning, indtil ankeinstansen har truffet en afgørelse.

 

 

 

 

 

Sagsbehandlingstider nu  er firdoblede siden 1980

Ankestyrelsen skriver, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2024, målt fra journalisering (tager en uges tid) til afgørelse ligger på omkring 30 uger, dvs. 7 måneder.

Derefter går der også et antal måneder, til sagen kan blive afgjort ved dom.  Man må regne med 1 år fra en afgørelse i kommunen (Børn- og UngeUdvalget)  til dommen foreligger.  Tidligere var sagsbehandlingstiden 14 uger, altså et kvartal.

Med andre ord er sagsbehandlingstiderne firedoblet.

 

 

 

Når sagsbehandlingstiden bliver så lang, at den endelige afgørelse først foreligger halve eller hele år efter fuldbyrdelsen, så er situationen på ankeafgørelsen slet ikke den, der forelå, da den oprindelige afgørelse blev truffet og eksekveret.

 

Perplexity AI svarer: ”

• • • I 1980 var sagsbehandlingstiden for tvangsfjernelsessager betydeligt kortere end i dag. En konkret sag fra 1980 viser følgende tidsforløb:

      1. 22. april 1980: Foreløbig afgørelse om tvangsfjernelse

         23. juni 1980: Endelig afgørelse af børne- og ungdomsnævnet (ca. 8 uger senere)

         24. juli 1980: Ankestyrelsens afgørelse efter klage (yderligere ca. 6 uger)
             (Tre instanser, materiel / substantiel sagsbehandling)

    • I den nævnte sag fra 1980 blev der udtrykt bekymring over sagsbehandlingstiden, hvilket antyder, at selv denne relativt korte periode blev anset for lang “

Ugyldighedslæren

Som nævnt fuldbyrdes den offentlige forvaltnings afgørelser med det samme. Da der alle steder kan opstå både små fejl og  mere betydningsfulde fejl, så skal vigtige fejl kunne gøres ugyldige eller omgøres.  Læs her, selv om bogen er fra 1924:
https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/juridiske-monografier/andersen_om_ugyldige_forvaltningsakter_1924.pdf
Eller i denne mere friske artikel om “Afgørelsesbegrebet”:
https://www.ombudsmanden.dk/find-viden/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/4-afgoerelsesbegrebet  
Det vil være for omfattende at fylde teksten her med enkeltcitater om ugyldighedslæren fra :  “Forvaltningsret” , Gammeltoft Hansen mfl., Jurist- og Økonomforbundet, 2002, kapitlet om “Domstolsprøvelse”, p. 801-860.

Lidt urimeligt summer jeg det op til, at de retlige mangler skal være væsentlige, herunder også i nogle tilfælde stridende med noget så ordinært som almindelige rimelighedsbetragtninger.  Når de væsentlige dele fremgår af kapitlet om Domstolsprøvelse, kan det udledes, at det engang var mere almindeligt end i dag at søge forvaltningsakter omgjort ved domstolene, end det er i 2025.

Dertil kommer, at forvaltningens frie skøn og vurderinger normalt har et betydeligt spillerum. Af og til kunne man få den opfattelse, at forvaltningen bilder sig ind, at den kan træffe afgørelser efter forgodtbefindende, men det er altså ikke efter juraens principper. Ingen afgørelse uden en hjemmel. 
https://www.jurabibliotek.dk/previewpdf/book/9788757441734/book-part-9788757441734-sec15.xml

Dertil kommer, at der er en ret fast praksis for, at man først kan gå til byretten med ønsket om at få en afgørelse omgjort som ugyldig, når alle administrative ankemuligheder er udtømt.

 

 

 

 

Det følger af officialmaksimen, (officialpricippet, oplysningsprincippet), at den offentlige forvaltnings afgørelser skal hvile på “rigtige” præmisser. Ved rigtige præmisser forstås her dels sande, dels juridisk adækvate (relevante) forudsætninger. Jo mere indgribende en afgørelse er, des nøjere skal både sandhedsværdi af de underliggende påstande og relevansen af de uridiske bestemmelser  også  være.

 

Nedenfor diskuterer jeg et af de emner, jeg har mest erfaring med. : Tvangsfjernelser – de bliver af mange grunde efter min opfattelse for sjældent omgjort. Ugyldighedslæren er sat ud af kraft.

 

Tvangsfjernelser beror på øjebliksbilleder, men trækker tit traumer efter sig:  2 tidsperspektiver.

Vi har at gøre med to slags tidsperspektiver, når det handler om tvangafjernelser.
Det ene handler om omsorgssvigt, som kan være af kortvarig eller midlertidig karakter. Polemisk sagt kan man af og til forestille sig, at der på et tidspunkt i forvaltningen opleves at være nok med bekymrende iagttagelser til, at medarbejderne beslutter sig for at havde fået nok. Hermed menes nok til at gå efter en anbringelse udenfor hjemmet.

Man kan kalde forløbet op til tvangsfjernelsen for motivations- og bekymringsdelen. Sagsbehandlingen består i flere faser. En indsamlingsfase, hvor mange sager gennemgås. Det er en beskeden del af samtlige sager,

Med den første beslutning om med vold at adskille et barn fra dets biologiske forældre  trækkes der langsigtede spor af traumer. Polemisk sagt er der dels et øjebliksbillede, som den oprindelige anbringelsesbeslutning hviler på, og langsigtede konsekvenser og traumer, som ikke indgår med nogen vægt i beslutniungsgrundlaget.

Efter den første afgørelses eksekvering følger der en lang række  af nye afgørelser om hjemgivelse, samvær  etc.

Her er der i de sager, jeg kender til i praksis, sjældent noget blik for de langsigtede konsekvenser, mens opmærksomheden rettes mod retfærdiggørelsen af den oprindelige afgørelse. Jeg har skrevet polemisk herom:
https://www.hjemmel.com/tvangsfjernelse-bekymringsspeedometer-eller-helhedsvurdering

Undersøgelser viser, at i gennemsnit klarer ikke-anbragte børn med samme karakteristika som anbragte sig signifikant bedre end anbragte.
Læs: https://www.vive.dk/da/udgivelser/anbragte-boern-og-unge-en-forskningsoversigt-ov9e6pxn/ 

 

Jeg vil i udarbejde en skitse til en fremtidig ordning på området, der er præget af, at der i stedet for den kortsigtede situationsvurdering anlægges en langsigtet risikovurdering, hvori der indgår de traumer, som adskillelsen mellem barn og forældre altid indebærer.

 

Tiden, der medgår: Den forandrede situation

Tvangsfjernelsessager

 

I den lange stribe af nye møder i kommunen, i Børn- og Ungeudvalg opstår der en krigslignende tilstand, hvor forvaltningen konstant forsvarer sine oprindelige beslutninger. Der er udviklet en slags nulfejlskultur, hvor den er forudindtaget. Det er naturligt at foreslå, at det handler om en slags myndighedsinhabilitet , som opstår, når kommunen udtaler sig eller træffer afgørelser i en sag, hvor den selv er part i forvejen. Der gælder en regel om, at hvis man ikke kan erstatte den inhabile med nogen anden, så må habilitetshensynet altid vige. Med andre ord: som loven er indrettet, så må Børn- og UngeUdvalg og familieforvaltning fortsætte som hidtil.
Men når et sådant magtfordrejningsproblem opstår i alle sager, så var det måske en idé at overveje, om systemet med at henlægge den slags sager til kommunerne i stedet for fx til regionerne nu også er hensigtsmæssigt indrettet?

 

Tidslinjens betydning

Når et barn er tvangsfjernet fra fødslen, og der går hele og halve år, før Ankestyrelse og byret afgør sagen, træffes der hele tiden afgørelser på det grundlag, som situationen tegner sig. Barnet er 1 år gammelt, og spørger man plejeforældre, om barnet har det godt for tiden, udtrumfer den vurdering fuldstændigt spørgsmålet om, hvorvidt den oprindelige anbringelse var sagligt velfunderet eller ej. I det danske system fejloversættes “... the best interest of the child” (artikel 3) til “Barnets behov”. Den tolkning er i praksis øjebliksbestemt og ikke langsigtet, konsekvensorienteret.

Derved sættes ugyldighedslæren ud af kraft. Med andre ord overtrumfer øjebliksbestemte hensyn  den fundamentale lære om, at vildt forkerte afgørelser skal omgøres, altså, at hvis en afgørelse oprindelig var usaglig, så bør det resultere i hjemgivelse.

 

Pensionssager: Finansiel inhabilitet

Der er omkring 100.000 modtagere af offentlige ydelser, der har det tilfælles, at arbejdsmarkedet ikke står til rådighed for dem, eller de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Der er tale om

aktivitetsparate
uddannelsesparate
modtagere af ressourceforløbsydelse

 

Fælles for dem er, at de før skat får udbetalt 12.770 kr. om måneden. (enlig ikke-forsørger + 30).

 

Ved finansiel inhabilitet forstås, at myndighedens beslutninger ikke afgøres af lovens skøn, men af økonomiske hensyn. Der er vist velkendt, at borgere, der ingen udsigt har til at komme tilbage til arbejdsmarkedet på grund af langtidssygdom uden reel mulighed for helbredelse, holdes nede på kontanthjælp.

Hvis kommunen i stedet for at afgøre sagen ud fra lovens kriterier i stedet ser på, hvor mange penge den årligt sparer på budgettet ved at fastholde borgeren på den lave ydelse, er der tale om finansiel magtfordrejning. Dette skriver jeg ud fra en generel erfaring. Man skal dog her huske på, at skal man gøre ugyldighed gældende, beror det på en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Det bortforklarer ikke, at kommunen kan spekulere i den sociale udligningslovs § 5, stk. 5, 8, hvor der tildeles kommunen tilskud efter:

“8) antallet af personer med en indkomst lavere end 60 pct. af medianindkomsten og bosat i Danmark i mindst 3 ud af de seneste 4 år med en vægt på 5 pct.”

Det ædle formål med udligningsloven er at stille kommunerne lige. I Jørgen Lotz “Kommunal finansiering” skrev han om “objektive tilskud”, at objektiviteten i denne sammenhæng forudsætter, at kommunen ikke kan spekulere (usagligt) i tilskuddet og derved påvirke dets størrelse.
Men det er lige netop det, der ser ud til at finde sted.  Kan man holde personen nede under ca. 13.000, udløser det et tilskud på omkring 75.000 kr. årligt. Hertil kommer den ikke-refusionsdækkede del af forskellen mellem førtidspension på 21.000, dvs ca  75.000 til, ialt 150.000 kr.  Med andre ord kan kommuner, der spekulerer i denne ordning, spare 150.000 kroner om året ved usagligt at holde invalide og langtidssyge, der ingen reel mulighed har for at få arbejde, nede på kontanthjælps  niveau.
En del af det praktiske mønster i denne proces  består i igen og igen at afprøve personens mulige erhvervsevne, selvom det ligger klart, at der intet er at komme efter.  Det kaldes juridisk, at man “overbelyser” sagen. Når der først foreligger tilstrækkelig information til at tildele en pension, så skal den også tildeles.

Der er netop truffet en afgørelse i en erstatningssag om dette:

https://fagbladet3f.dk/3f-vinder-historisk-sag-om-foertidspension/

Dommen viser, at ugyldighedslæren måske er ved at få en renæssance?

Men siden reformen 2013 har den været ikke på stand-by, så tilsyneladende  begravet, men måske nu (sagen kan blive anket) gravet op igen.